Her til aften var jeg ude og gå aftentur. Jeg gik til - og selvom jeg kun gik i 12-13 minutter, fik jeg pulsen op,
Cirka halvvejs, mødte jeg en mand med sin hund. Kunne ikke se ham ordentligt, andet end at han havde briller. Hans hund stod og snusede, så han stod stille, og jeg synes der gik en evighed, før jeg nåede hen forbi ham, for vi havde hinanden i opmærksomheden.
Da jeg var henne ved ham, sagde han hej. Og han havde simpelthen den dejligste stemme... Den stemme vil jeg gerne være kærester med. Jeg sagde selvfølgelig også hej til ham. Eller dvs jeg forsøgte. For det var der jeg fandt ud af, at motion og tale absolut ikke nødvendigvis er en særlig god kombination. For der kom allerhøjst et halvt hej ud af mig. Men hele resten af vejen gik jeg bare og hørte hans stemme ekko'e med sit "hej" i mit hoved...
Så i morgen aften må jeg ud og gå igen, og se om jeg igen får chancen for at hilse på stemmen i mørket... :-*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar