Første vejning

Dagen som jeg både havde set frem til og frygtet en anelse.

Jeg havde set frem til at finde ud af om mine spæde begynderskridt havde givet resultat. Jeg kunne slet ikke finde ud af om jeg havde tabt mig. Altså jeg BURDE jo, da jeg den første uge havde spist efter at tabe mig ½ kg, og det næste uge efter 1 kg. Havde overskredet det een gang, og det var i lørdags, da jeg havde fætter-kusine-grill-tam-tam. Det vidste jeg nu godt i forvejen, men blev en smule chokeret over at jeg havde overskredet med 50%

Men grunden til at jeg lidt frygtede første vejning, var det der faktisk skete. At jeg havde tabt mig, men var skuffet. Og det er fuldstændig åndsvagt, for jeg bliver ved med at sige til mig selv, at 800 g er flot. Og at det er 800 g mindre at slæbe rundt på osv. osv. Men lige lidt hjælper det. Jeg går rundt med sådan en lille sky over mit hoved og er skuffet.

Og så bliver jeg irriteret oveni over at jeg ikke bare kan glæde mig og at jeg har tabt mig. Ikke taget på. Ikke stået stille. Tabt mig! Og at solen skinner. Og alle mulige andre ting. Men nej, jeg skal absolut banke mig selv oveni hovedet med at jeg "kun" har tabt 800 g...

For Christs sake!!!

Det er fedt at blive klog

Hold nu kæft, hvor kan man blive overrasket. Havde en af de dage i går, hvor jeg lidt tabte kontrollen med hvad jeg spiste. Og det startede med sult mens jeg var ude, som så resulterede i en "uskyldig" ristet med brød. Når man så har sat sådan en lille fætter (for den var sgu ikke stor) til livs med et lille pølsebrød og remoulade og ketchup, så er man så lige blevet 521 kcal federe...!!!! Altså jeg var godt klar over at jeg ikke ligefrem ville tabe mig af det, men alligevel 521 kcal... Puuuha. Nå, men på trods af det og af mayonnaise på brødet til frokosten, så røg jeg ikke over det daglige indtag.
 
Dagen i går gik med at køre Anne-Maiken til Mega-centeret for at købe maling. Det tog så lige 2½ time og indebar en tur i Bauhaus, en tur ind til byen for at hæve penge, så tilbage til Tæppeland, så i Beckmans og finde halvdelen af det hun skulle have, så en tur tilbage til byen for at hæve flere penge, tilbage til Tæppeland og købe og bestille, slæbe 2 tæpper ud og mase ind i bilen, tilbage til Beckmans og shoppe færdig, og så læsse bilen yderligere med tilsammen 27½ liter maling plus diverse tilbehør. Puuuh, der var noget af en tur.

Derfra kørte vi så hjem til May-Britt og fik frokost og kaffe, hvorefter vi gik i gang med at sy kostumer. Det gjorde vi så til kl. 19, hvor vi spiste aftensmad sammen og derefter fortsatte til ca 21.

 

Så kørte jeg Anne-Maiken hjem, og hjalp hende op med alle hendes indkøb. Derefter smuttede jeg lige en tur over til Kenneth og Anika og blev der og hyggede til halv et.

Og SÅ vendte jeg snuden hjemad - med min nyvaskede dyne, som blev brugt lige med det samme... En god, men hård dag.

Den første uge

En lille status over den første uge. Altså jeg har jo nu i en uge skrevet ned på madlog.dk hvad jeg spiser og holdt øje med hvor mange kalorier jeg indtager. Indtil videre er jeg blevet overrasket over at jeg ikke een dag har fået alle de kalorier jeg skal. Ifølge madlog, skal jeg have 2200 kcal om dagen. Det højeste jeg har været på indtil videre er 1800.

Det har faktisk ikke været særlig hårdt. Jeg har spist en lille håndfuld chips og et par saltstænger i fredags, og i lørdags spiste jeg rabarber-trifli med flødeskum. Men alligevel oversteg jeg ikke det daglige indtag. Men det betød ikke at jeg så tænkte at jeg bare kunne spise hvad jeg ville. For har holdt mig fra slik, kage m.m.

I mandags havde jeg bestyrelsesmøde og havde købt oliven og tørrede tranebær. Jeg spiste en maaaasse oliven. Og jeg ved godt at de er fede. Men de er altså også sunde. Og jeg holdt mig stadig indenfor grænsen. Men det bliver spændende at se hvad vægten siger hos lægen på tirsdag.

På fredag får jeg mit lille hundedyr hjem igen. Jeg er godt nok begyndt at savne hende. Nu har jeg fået gjort haven mindre, så hun ikke skal passe på så stort et område. Jeg skal også snart have hegnet ind omme foran. Jeg skal bare lige have fat på en låge først. Men så kan jeg sidder derude og hygge også - sammen med Loulou.

Nå, jeg vil vande mine krukker og blomster og så vil jeg gå en lille tur inden jeg skal køre Anne-Maiken ud i Megacenteret. Derefter går turen hjem til May-Britt hvor jeg skal i gang med at sy kostumer. Så der er nok at give sig til...

Sådan gik den første dag i resten af mit liv...

Så spiste jeg sgu lidt chips og drak en cola. Men det var ikke med min gode vilje...

Jeg sad teaterfestival-vagt på en skole, hvor gæster og deltagere skulle overnatte, og nåede ikke at få noget af maden. Den var væk før jeg nåede op på kasernen. Da jeg kom var der gulerods- og agurkestænger samt chips og saltstænger. Jeg åååd gulerødder og agurker, men synes ikke rigtig det battede så meget. Så tog jeg en smule chips og lidt saltstænger, og så var jeg mæt. Jeg drak også et lille glas asti.

Tidligere på dagen, da jeg sad på skolen, var jeg SÅ tørstig, og jeg kunne ikke finde nogen glas der hvor jeg var - og jeg er et fjols til at drikke af vandhaner. Jeg får mere vand i ansigtet og på tøjet end i munden - nok fordi det er svært for mig at stå og bukke mig ned. Men så kom May-Britt og hun havde en Pepsi, som jeg fik en tår af. Og så forbarmede hun sig over mig og gav mig resten. Og der var vel tilbage hvad der svarer til en dåse.

Til gengæld har jeg stæset frem og tilbage på skolen for at vise folk til deres soverum og vise dem badefaciliteterne, som selvfølgelig lå i den stik modsatte ende af skolegården end hvor jeg sad. Så sammenlagt har jeg gået i rask tempo en halv times tid. Og det kan mærkes. Jeg har ondt over hele kroppen. Især i ryg og hofter.

Er spændt på hvordan jeg har det i morgen. Men jeg er nu ikke slået ud af de dumme ups'ere i dag. Desuden har jeg heller ikke overskredet mit daglige kaloriebehov, så det er ikke såååå slemt igen.
Nu vil jeg i hvert fald gå i seng - har lige nydt en æggemad. Skønt med noget ordentligt at spise. I morgen tror jeg at jeg vil måle mig, så jeg har lidt at gå efter på centimeter-fronten også.

I dag er første dag i resten af mit

I dag startede jeg så. Altså med at gøre en indsats for at tabe mig. Jeg meldte mig ind i madlog. Bare lige en uge, for at se hvad jeg synes om det.

Jeg var lige et smut ude i bilen. Det var lunt, selvom det regnede, min ankler var tynde og fine og jeg havde ikke ondt nogen steder. Og da jeg gik der følte jeg at denne gang skulle det nok lykkes. Jeg var ikke i tvivl om at jeg kunne klare det. Og det er jeg på sin vis stadig ikke. Jeg har bare nogle dumme mønstre og vaner jeg skal have lagt fra mig. Bl.a. den der med liiiige at køre forbi McD eller tanken.

I dag til teater havde Casper roulade med fordi han var blevet optaget på HF. Nu er det ikke sådan at roulade høre under mine yndlingsspiser, men kage er sgu alligevel kage. Men jeg rørte den ikke!!! Jeg var så stolt af mig selv.

På vejen hjem var jeg blevet sulten og overvejede McD - bare en eller anden salat. Men nej, jeg kørte direkte hjem. Havde enormt lyst til at køre forbi tanken efter noget, men nej, jeg var standhaftig og følte mig vildt sej!

Da jeg kom hjem halverede jeg en avocado og spiste den med lidt creme fraiche 9%, lidt hamburgerryg og agurk. Og så var sulten væk.

Jeg har kun fået 3 måltider i dag. Frokost kl. 13 var mit første måltid. Det er noget skidt med de få og sene måltider, så det er noget af det jeg må arbejde lidt med. Jeg starter med at gå i seng om lidt, så jeg kan komme ordentlig tid op, så mit første måltid kan falde lidt tidligere.

Når Loulou kommer hjem igen i næste weekend, vil jeg til at gå tur med hende som noget af det første om morgenen. Det vil både hun og jeg have godt af.

Alt i alt er jeg ret positivt stemt.

I can do it, I can do it.....??

Eller kan jeg?

Har lige været hos lægen her til formiddag. Er SÅ glad for min læge. Han har bare ALDRIG at forlade det lægehus!!!

Jeg fik jo konstateret slidgigt for et par uger siden. Og lige til at starte med var det bare sådan lidt "Nå, okay". Men jo mere jeg fik tænkt over det og jo mere jeg mærkede smerterne i de angrebne led, jo mindre okay syntes jeg det var. Hvis man ser livet som en lang videofilm, så synes jeg pludseligt at nogen havde trykket på Fast Forward og smadret alle de andre knapper.

Jeg er pludselig begyndt at tænke på hvor længe jeg får lov at være her. Noget jeg aldrig har været bekymret over på den måde før. Jeg synes ikke det er sjovt mere. Jeg gider ikke flere diagnoser og spændende sygdomme. Jeg gider ikke være "interessant" mere pga min sjældne sygdom. Jeg vil bare være mig og leve et liv med ting og personer jeg holder af. Og helst en del år endnu.

Men ja, som jeg jo kunne regne ud, var der jo kun een løsning på det. Jeg skal tabe mig, for det kræver jo ikke lige frem en doktorgrad i anatomi at regne ud at min massive overvægt ikke er godt for en med svage led. Og massiv overvægt - jo. "Jamen du er jo høj..." Ja, men jeg er stadig fed. Og selvom jeg er 188 cm høj, er det ikke okay at veje 150,4 kg, hvis man vil leve længere end til sit 45. år og ikke være bebyrdet med smerter, depression og manglende energi.

SÅ nu har jeg aftalt med min læge at jeg kommer op til ham hver 14. dag til vejning og samtale. Og jeg får skæld ud og mental spanking, hvis jeg ikke har tabt mig. Ca. 1 kg.

Jeg prøver at lokalisere mit grundproblem - altså grunden til at jeg æder så jeg tager på. Og det er ikke helt så nemt. Men jeg er nået frem til at det hænger lidt sammen med mit forhold til penge. Når der er rod i økonomien og jeg ikke kan overskue hvordan og hvad der skal betales, så bruger jeg en masse penge og lader som om at jeg sagtens kan bruge dem uden konsekvenser. Og når så jeg "vågner op" af dette købe-trip, så æder jeg hurtige kalorier. Og tit spiser jeg flere forskellige ting, fordi jeg ikke kan finde ud af hvad jeg har lyst til. Det kan være en pakke hamburgerryg!!! For det er nemt lige at rulle sammen og æde. For ja, det er at æde. Der er ikke noget pænere ord for det.

Det allenemmeste ville bare være at give op. Men det ville bare ikke være fair over for alle dem der holder af mig og vil støtte mig - og mindst af alt for mig selv.

Så derfor vil jeg gøre en indsats. Det vil jeg virkelig. Vildt gerne. Og jeg prøver også. Sådan da. Små skridt. Eller hvad?