Dagen som jeg både havde set frem til og frygtet en anelse.
Jeg havde set frem til at finde ud af om mine spæde begynderskridt havde givet resultat. Jeg kunne slet ikke finde ud af om jeg havde tabt mig. Altså jeg BURDE jo, da jeg den første uge havde spist efter at tabe mig ½ kg, og det næste uge efter 1 kg. Havde overskredet det een gang, og det var i lørdags, da jeg havde fætter-kusine-grill-tam-tam. Det vidste jeg nu godt i forvejen, men blev en smule chokeret over at jeg havde overskredet med 50%
Men grunden til at jeg lidt frygtede første vejning, var det der faktisk skete. At jeg havde tabt mig, men var skuffet. Og det er fuldstændig åndsvagt, for jeg bliver ved med at sige til mig selv, at 800 g er flot. Og at det er 800 g mindre at slæbe rundt på osv. osv. Men lige lidt hjælper det. Jeg går rundt med sådan en lille sky over mit hoved og er skuffet.
Og så bliver jeg irriteret oveni over at jeg ikke bare kan glæde mig og at jeg har tabt mig. Ikke taget på. Ikke stået stille. Tabt mig! Og at solen skinner. Og alle mulige andre ting. Men nej, jeg skal absolut banke mig selv oveni hovedet med at jeg "kun" har tabt 800 g...
For Christs sake!!!
Hvis man ser lidt mere håndgribeligt er det faktisk over 3 pk smør fra dine sideben og det er da sejt! For ikke at tale om den sejr det er hver dag du tager styringen og holder dig til planen! Røv sejt siger jeg bare:-)
SvarSletKnus fra Signe
Jeg siger bare lyt til signe, hun har helt ret! Kender dog godt følelsen af ikke at have smidt det man håbede på. Men som du selv skriver 800 g er flot og tættere på 1 kg end 500 g! ;-) godt gået! Det er uretfærdigt svært at tabe sig! Knus Tina
SvarSlet