I can do it, I can do it.....??

Eller kan jeg?

Har lige været hos lægen her til formiddag. Er SÅ glad for min læge. Han har bare ALDRIG at forlade det lægehus!!!

Jeg fik jo konstateret slidgigt for et par uger siden. Og lige til at starte med var det bare sådan lidt "Nå, okay". Men jo mere jeg fik tænkt over det og jo mere jeg mærkede smerterne i de angrebne led, jo mindre okay syntes jeg det var. Hvis man ser livet som en lang videofilm, så synes jeg pludseligt at nogen havde trykket på Fast Forward og smadret alle de andre knapper.

Jeg er pludselig begyndt at tænke på hvor længe jeg får lov at være her. Noget jeg aldrig har været bekymret over på den måde før. Jeg synes ikke det er sjovt mere. Jeg gider ikke flere diagnoser og spændende sygdomme. Jeg gider ikke være "interessant" mere pga min sjældne sygdom. Jeg vil bare være mig og leve et liv med ting og personer jeg holder af. Og helst en del år endnu.

Men ja, som jeg jo kunne regne ud, var der jo kun een løsning på det. Jeg skal tabe mig, for det kræver jo ikke lige frem en doktorgrad i anatomi at regne ud at min massive overvægt ikke er godt for en med svage led. Og massiv overvægt - jo. "Jamen du er jo høj..." Ja, men jeg er stadig fed. Og selvom jeg er 188 cm høj, er det ikke okay at veje 150,4 kg, hvis man vil leve længere end til sit 45. år og ikke være bebyrdet med smerter, depression og manglende energi.

SÅ nu har jeg aftalt med min læge at jeg kommer op til ham hver 14. dag til vejning og samtale. Og jeg får skæld ud og mental spanking, hvis jeg ikke har tabt mig. Ca. 1 kg.

Jeg prøver at lokalisere mit grundproblem - altså grunden til at jeg æder så jeg tager på. Og det er ikke helt så nemt. Men jeg er nået frem til at det hænger lidt sammen med mit forhold til penge. Når der er rod i økonomien og jeg ikke kan overskue hvordan og hvad der skal betales, så bruger jeg en masse penge og lader som om at jeg sagtens kan bruge dem uden konsekvenser. Og når så jeg "vågner op" af dette købe-trip, så æder jeg hurtige kalorier. Og tit spiser jeg flere forskellige ting, fordi jeg ikke kan finde ud af hvad jeg har lyst til. Det kan være en pakke hamburgerryg!!! For det er nemt lige at rulle sammen og æde. For ja, det er at æde. Der er ikke noget pænere ord for det.

Det allenemmeste ville bare være at give op. Men det ville bare ikke være fair over for alle dem der holder af mig og vil støtte mig - og mindst af alt for mig selv.

Så derfor vil jeg gøre en indsats. Det vil jeg virkelig. Vildt gerne. Og jeg prøver også. Sådan da. Små skridt. Eller hvad?