Om at føle sig forladt

At være single er ikke et decideret valg jeg har taget - og valget om ikke at skulle have børn har været en nødvendighed for at overleve. Eller dvs ville jo gerne en gang have børn, men det har jeg aldrig fået.
Ud af mine tætte venner er der ikke een eneste, der ikke enten har mand, børn eller begge dele.
Derfor er det ikke altid lige nemt. Mine venner har ikke det samme behov som mig, til at socialisere sig. Jeg føler mig ofte forladt og ensom, for mine venner sidder jo ikke alene - og gør de det, nyder de det, fordi de for en gangs skyld kan have lidt alene-tid. Hvordan man bearbejder den forskel, vel jeg ikke. Og nu skal det jo heller ikke lyde som om, jeg har et ensomt og usselt liv. For det har jeg absolut ikke. Har nogle dejlige venner, der er SÅ søde og dejlige at være sammen med. Føler bare at jeg hellere vil være sammen med dem, end de med mig.
Hele dette tema er nok lidt affødt af, at jeg i weekenden blev "afvist" af alle jeg forsøgte at lave aftale med. Og så fornemmelsen af ikke rigtig at være værdsat i min egen familie (hvilket er en helt anden historie).
Og en anden faktor er nok også at min økonomi i denne måned er fuldstændig ikke-eksisterende. Har simpelthen ingen penge i skrivende stund. 2 kr på min konto og 3,50 i min pung. Og min madbeholdning er stærkt svindende, så jeg har faktisk ikke noget mad tilbage om 2 dage. Det er selvfølgelig min egen fejl, men det gør det jo ikke ligefrem nemmere.
Nå, denne blog bliver ikke så lang, for der er alt for meget negativitet i den allerede. Nu vil jeg spise, og så vil jeg lave den tunika færdig, jeg syede på det meste af dagen i går.