Farvel Farmor

 ADVARSEL - dette indlæg er langt ;-)

Hold da op en ferie. Tog hjem til Jylland forrige fredag, for at komme lidt væk og for at få lidt omsorg. Så tog hjem til Marianne og Nulle. Min far havde ringet torsdag og fortalt, at min farmor ikke havde langt igen. Hun havde ligget i sengen nogle dage, og han mente ikke hun kom op igen. Så det var også temmelig udslagsgivende for at jeg tog afsted.

Lørdag tog jeg så sammen med min far ind og besøgte min farmor på plejehjemmet. Hun lå i sengen. Og var meget afkræftet. Men smilede let og var indimellem klar og til at føre en let samtale med. Jeg fortalte hende at jeg elskede hende og at det skulle hun altid huske på. Jeg fortalte hende at jeg tit tænkte på hende og at det jo også var derfor jeg skrev til hende indimellem. Så smilede hun og sagde at hun også tænkte på os. Så snakkede vi om den familie hun havde være med til at skabe, og så var det klare øjeblik ovre, og begyndte igen at snøvle og sige ting, vi ikke forstod. Hun lå og kiggede ud af vinduet og var lidt væk fra omverdenen. Men hun var glad og smertefri. Efter en halv times tid gik vi igen.

Jeg snakkede og sms'ede lidt med min far i den efterfølgende uge. Torsdag ringede han så igen og fortalte at personalet nu havde sagt, at det var ved at være slut, så han havde besluttet sig for at være hos hende om natten. Fredag morgen ringede han så igen og fortalte at hun var død kl. 4 om natten, og at han havde siddet hos hende, da hun sov ind. Og da han kørte hjem tidligt om morgenen, tænkte han, at nu var han blevet forældreløs (hvortil Astrid 12-årige nevø havde sagt, at så ville han altså godt adoptere ham).

Nå, men fredag sidst på eftermiddagen tog jeg ind til farmor, hvor min far og Astrid var, sammen med min fars brødre og min fætter. Jeg havde ringet til min far på vejen derind, og han havde i telefonen snakket om, at de skulle ud og spise sammen alle sammen. Jeg sagde, at hvis jeg kunne låne til det, ville jeg gerne med. Men det var et ret dyrt sted, sagde han tøvende, og han syntes at jeg skulle tænke over om jeg havde råd. Det sårede mig helt vildt. Hvorfor skulle de så vælge sådan et dyrt sted, så jeg ikke havde en chance?? Jeg følte mig virkelig lukket ude. Så hele vejen til Horsens (fra Lund) tudede jeg.

Da jeg kom ind på plejehjemmet, sad min far og Astrid, samt fars lillebror med kone og snakkede, men det var som om samtalen blev meget brat afbrudt, da jeg kom... Måske var jeg bare lidt paranoid, men det var sådan det føltes. Vi sad lidt og snakkede og så kom min far storebror m. kone samt min fætter og hans kone og lille søn. Kl. 16 skulle bedemanden (som var en kvinde) komme og så skulle vi synge farmor ud. Der kom også et par af beboerne fra plejehjemmet og en af personalet. Kisten var (heldigvis) blevet lukket, inden jeg kom. Jeg havde ikke noget behov for at se en død farmor. Kisten blev kørt ind i stuen, og så sang vi "Altid Frejdig" (Gæt hvem der var selvskrevet til at synge for!), og så fulgte vi efter kisten ud til bilen. Jeg gik bag ved min far og Astrid, og lagde mærke til at Astrid snøftede, men kunne slet ikke forestille mig, at det var fordi hun græd. Men det var det! Jeg gik selv og kæmpede med tårerne, og da det gik op for mig, at Astrid græd, så kunne jeg slet ikke holde tårerne tilbage. Da vi stod ude ved bilen, gik jeg hen og lagde armene om hende. Hendes sårbarhed kom i dén grad bag på mig. Hun virker altid så stærk og hård.

Da vi kom tilbage til stuen, satte folk sig ned rundt omkring - jeg satte mig i sofaen, hvor jeg sad alene. Og kæmpede igen med tårerne. Jeg havde helt ondt i halsen til sidst af at holde dem tilbage. Hvilket altså ikke rigtig lykkedes helt. Der var 2 ledige stole oppe ved spisebordet, så jeg rejste mig og begyndte at gå derover af. Men min fætter, som ikke havde set mig, tog pladsen før mig, og så opgav jeg bare og satte mig tilbage i sofaen. Og så tudede jeg igen. Jeg følte mig SÅ alene. Så begyndte de at sidde og snakke om, at vi snart skulle ud til restauranten, for der var bestilt bord til kl. 18. "Vi skal alle sammen med, ikke?" spurgte Merry - min fars storebrors kone. "Nej, jeg skal ikke", sagde jeg. "Jeg kører tilbage til Brædstrup". Så blev der 3 sekunders stilhed og så snakkede folk bare videre. "Lige et øjeblik", hørte jeg Merry sige. Så rejste hun sig og kom hen til mig og spurgte hvorfor jeg ikke ville med. "Jeg har ikke råd til det", svarede jeg med meget grødet stemme og totalt oversvømmede øjne. "Nej, men det har Henning (hendes mand)!" svarede hun. Og så var den sag afgjort. Da vi allesammen myldrede ud af døren, kom min far hen og sagde til mig, at vi nok skulle finde ud af noget.

Og så kørte vi ellers i cortege ud til en restaurant på lystbådhavnen - i supertåge. Mens vi sad med menukortet, sagde far til mig, at de var blevet enige om, at det var farmor der gav vores lille middag. Så hun betalte for os alle sammen. Så havde jeg det lidt bedre. Vi bestilte alle sammen stenbiderrogn til forret og et stjerneskud til hovedret - undtagen Merry, der fik bøf, fordi hun ikke kan lide (eller tåle?) fisk. Og så havde jeg det ikke så dårligt, når nu vi alle fik det samme.

Vi aftalte at vi alle skulle mødes søndag og rydde op i farmors lejlighed og fordele tingene m.m. Men lørdag ringede min far og sagde at de var blevet enige om, at det bare var de tre brødre der skulle gøre det (inkl. koner, mener jeg). Og det var faktisk fair nok, synes jeg. Det kunne blive vældig kaotisk, hvis vi alle skulle være der. Så han spurgte om der var nogle af tingene, jeg godt kunne tænke mig. Og jeg har faktisk næsten fået alle de ting, jeg gerne ville. Undtagen nogle bestemte figurer, som min fars lillebror og kone fik, da det er dem, der har givet hende dem.

Søndag var jeg i Horsens og besøge min barndomsvendindes søn - Xenius. Og mens jeg var der, ringede min far og spurgte om jeg havde mulighed for at komme og kigge på nogle ting, som der var tilbage. For hvis ikke jeg ville have dem, røg de til Kræftens Bekæmpelse sammen med møblerne og en del andre ting. Så jeg kørte derned på plejehjemmet og så læssede vi ellers bilen. Min far blev ved med imponeret at udtrykke sin overraskelse over hvor meget der kunne være i min lille bil. Men fjernsyn, havemøbler og et par lamper var der ikke plads til, så jeg besluttede at køre hjem med det læs om onsdagen og så sove hjemme til torsdag, hvor farmor skulle bisættes kl. 13. Så kunne jeg nemlig få tømt bilen, og tage Kenneth og Anika med over til Horsens igen.

Vi hentede Tess - min lillebrors datter - og så kørte vi til Tyrsted kirke. Vi var de første der kom. Vi var ikke så forfærdelig mange. Dem jeg havde regnet med, plus et par stykker, jeg ikke helt kunne genkende. Det var de sædvanlige salmer ("Se, nu stiger solen", "Den signede dag"), og så en farmor havde valgt ("Stille hjerte, sol går ned") og en som jeg havde valgt ("Du som har tændt millioner af stjerner"). Jeg havde fyldt min taske med Kleenex., for sådan som jeg reagerede om fredagen, så skule jeg da mindst bruge 3 pakker. Men jeg fældede ikke en tåre. Kæmpede ikke mod tårer. Tårekanalerne var helt tørlagte. Det forstår jeg simpelthen ikke. Er jeg virkelig blevet så arbejdsskadet???

Nå, men efter bisættelsen, som gik godt og med en god præst (og tro mig, jeg har oplevet en del af varierende kvalitet), kørte vi ud i Ølsted Sognegård/Forsamlingshus for at få smørrebrød. Det var et rigtig pænt sted. Der var dækket op på 4 store runde borde med plads til 8 personer ved hver. Da min far to gange havde bedt folk om at tage plads,så startede Kenneth, Anika, Tess og jeg med at sætte os ved et af bordene. Så satte alle de andre sig også ned - ved alle de andre borde. INGEN satte sig hos os. Os, der kom helt fra Sjælland og som størstedelen ikke havde set i meget lang tid. IGEN følte jeg mig alene og som det sorte får i familien. Dog sammen med min lillebror, men det gjorde faktisk ikke følelsen bedre. Da vi havde spist både smørrebrød og kringle og Kenneth og jeg havde siddet og bitchet lidt over vores "isolering" noget tid, blev vi enige om, at så kunne vi sgu ligeså godt køre, for vi skulle også nå at hente hundene i Brædstrup og lige se til vores mors grav, og så skulle vi tilbage til Horsens og hente resten af de ting fra min farmor. Men så kom min farmors svoger pludselig og satte sig ved siden af mig og snakkede. Ikke særlig længe, men det var dejligt, at der var nogen der viste lidt interesse. Da han rejste sig, kom min fars storebror og satte sig og snakkede med Kenneth - og min fætter kom og satte sig ved siden af mig og snakkede. Og pludselig begyndte folk at bryde op og tage hjem. Så det gjorde vi også.

Vi kom først afsted sent, så det blev også lidt sent inden vi var i Brædstrup. Og pga de seneste dages begivenheder, havde vi virkelig brug for "a trip down Memory Lane". Så vi kørte rundt i byen til de steder vi havde boet og vokset op, gået i skole, børnehave, svømmehallen m.m. Det var faktisk lidt vemodigt, men bragte også mange minder frem, som vi virkelig havde brug for. Byen har forandret sig meget siden jeg flyttede derfra i 1998, så den er ikke helt den samme. Og det må man jo sige er meget godt, for dem, der bor der. Men ikke så fedt at køre igennem for at mindes.

Så satte vi kursen tilbage til Horsens, ind til min far og Astrid, som i mellemtiden var kommet hjem. Vi var lige inde og få lidt at drikke og vende dagen, og så fyldte vi atter bilen. Min far må være fantastisk til puslespil, for ved fælles hjælp lykkedes det os atter at få alt med - inkl. hunde og Kenneth og Anika. Og så drog vi ellers østpå.

Vi havde troet at vi kunne være tilbage i Holbæk senest 19.20, så Anika og jeg kunne nå til teater, men vi var først hjemme kvart i ti. Jeg lavede lidt mad og satte mig i sofaen foran fjernsynet og spiste. Og så styrede jeg direkte i seng.

Det har været nogle hårde dage, men også dejlige, for har besøgt mine venner og er blevet forkælet og hjulpet og "begavet" og alt muligt.

Men farvel farmor og tak for min far og alle de dejlige minder jeg har om dig. Håber du har det godt, hvor du er nu.

"Kære farmor fik du set alt det du sku'? Fik du gjort alt det du ku'? Var du alt i alt tilfreds? Hva' lavede du i '69? Ku' du li' at lave mad? Var der meget fremmed had? Hvordan var 2. verdenskrig, vil du sig du var lykkelig?" 
(Fra Sys Bjerres Kære Farmor, du som er i Herlev)